神田作風が出来上がるまでの紆余曲折と恩ある人々
美大受験時はグラフィック、平面的な仕事を希望
多摩美術大学に入学したときの学科は、今は工芸科となっているインテリアデザイン科。3年次でガラス、金属のクラフトコースの選択があり、迷うことなくガラスを選ぶ。はじめから最後まで完成した作品を作りたい、色を使いたい、という希望で選考。
多摩美術大学では吹きガラスから教わる。
故伊藤孚先生、故濱田能生先生というタイプの異なる両先生から教えを受けた事はとても幸運なことだった。
キルンワークとの出会い
ただし吹きガラスにはあまり馴染めず。工房裏のガラスのゴミ置き場に捨てられた先輩たちの失敗した色ガラスがとても魅力的と感じた。
「何でこんな美しいものを捨ててしまうのだろう？」と。
それを洗い焼き直せば綺麗な色とりどりの板ガラスに。
このときのガラスの感激が今日まで続いている。
恩師との出会い
多摩美術大学大学中にデンマークからフィン・リンガード氏が、恩師である井上睦夫さん（故人）と共に、数人で多摩美術大学にワークショップで来日。当時は画期的なことだった。
ここでの井上さんとの出会いが、私の人生を大きく変えていく事になる。
多摩美術大学を卒業し、当時大学の副手であった高橋禎彦さんとドイツの工房に。
その工房ではボヘミアンスタイルのため、左手1本で吹きガラスパイプ竿を回すという日本では体験しなかったことで興味深いものだった。
留学と転機
その後私はデンマークのフィン・リンガード氏の工房のアシスタントを短期間し、一旦帰国。
井上さんより「次に来る時は工房ではなく、デンマーク政府の奨学金試験を受け留学生として来なさい」というアドバイスを守り、実行。
数年後、デンマークへ留学生として、Skolen for Brugskunst (現在のデンマークデザインスコーレ)、王立美術アカデミーで制作。意気込んでいたものの制作の方向性が見出せず、他の素材を組み合わせたり、多くの挑戦を続けた。
今の作風に至るきっかけとなったのは大きな大失敗からであった。フュージングした大きな板ガラスを山形の型の上に置き、一気に器状にしようとしたが、焼成を始めるとガチャーンとすごい派手に割れる音・・・。30メートル位離れていたが、はっきり聞こえるくらい大きな音であった。
今思えば当然の結果だが、これをきっかけに箱型に仮留めし、熔着させる技法にたどり着いた。
再び帰国
いよいよこれからこの技法でガンガン行くぞと思っている頃、帰国しなければならない事態に。帰国後は、凱旋個展を目指し、昼夜ガラスと向き合う事に。地元清瀬の個展を初め、出来る限りの個展をこなし、多くのアーティストとのコラボで新しい出会いも経験した。
縁あって、妻宏子と結婚。
日常生活を何とかキープしながら、個展とガラスに向き合う毎日。
妻には多くの苦労をかけながらも、私なりに精一杯の挑戦を続けてきた。多くの出会いと別れも経験した。
永年、私を遠くから見守ってくれていた恩師井上さんの死。
そして、同じように私を応援し続けてくれていた父の死。
その様々な出会いと別れを繰り返しても、忘れてこなかったのがコペンでの凱旋個展であった。
Dream Come True
今回、人生の大きな目標であった「コペンハーゲンでの個展」が実現する。
今回の個展をきっかけに、海外でさらに作品を発表できるよう、挑戦を続けたい。
現在、日本ガラス工芸協会理事長としても仲間と共に活動している。
日本のGlass Artは欧米よりも遅いスタートだが、成長度合いや作品レベルはとても高いものと確信している。
これからガラスの世界に足を踏み入れる皆さんに、「夢を諦めず、現実の生活にも挑戦をしながら、自分を信じて生き抜いて欲しい」とメッセージを送りたい。
夢は叶える為にあるのだから・・・。
2025年9月
コペンハーゲン出発の前に
神田正之
My journey to finding my style, and the people who helped me along the way.
When I was preparing for art school, my focus was on graphic design and two-dimensional work.
I enrolled at Tama Art University in the Department of Interior Design, which is now the Department of Crafts. In my third year, I had to choose between glass and metal crafts, and I chose glass without hesitation. I wanted to create finished art pieces from start to finish, and I really wanted to work with colours.
At Tama Art University, I learned glassblowing. I was incredibly fortunate to be taught by two very different teachers, the late Professor Itaru Ito and the late Professor Yoshio Hamada.
My First Encounter with Kiln-Forming
I never really took to glassblowing. What really captivated me were the broken pieces of coloured glass that my seniors had thrown away in the studio's trash pile. "Why would anyone throw away something so beautiful?" I wondered. After I washed and reheated them, they turned into beautiful, colourful sheets of glass. The excitement I felt then is what has driven me to this day.
Meeting My Mentor
While I was at Tama Art University, Finn Lyngaard, a renowned ceramist, came to Japan from Denmark with a group of artists to conduct a workshop. At the time, this was a groundbreaking event. It was here that I met my mentor, Mutsuo Inoue, and that meeting changed my life forever.
After I graduated from Tama Art University, I went to a glass studio in Germany with Yoshihiko Takahashi, who was a teaching assistant at the university. The glass studio focused on the Bohemian style, which was interesting because I had to learn various new techniques, such as holding the glassblowing pipe with just my left hand—something I’d never experienced in Japan.
Studying Abroad and a Turning Point
After my time in Germany, I worked as an assistant at Finn Lyngaard's studio in Denmark for a short period before returning to Japan. Mutsuo, who was living in Denmark, advised me, "The next time you come, don't come and work in a studio. Take the Danish government's scholarship exam and come as a student.” I followed his advice.
A few years later, I returned to Denmark as a scholarship student to study at the Skolen for Brugskunst (now the Danish Design School) and the Royal Danish Academy of Fine Arts. I was full of ambition, but I couldn't find my own artistic direction, so I tried many different things, including combining glass with other materials.
The inspiration for my current style came from a massive failure. I was trying to slump a large fused glass plate over a mould to turn it into a vessel, but as soon as I started the firing process, I heard a loud crash. The sound of the glass shattering was so loud you could hear it from 30 metres away. Looking back, it was an obvious outcome, but this failure led me to the technique I use today: holding the glass in a box-shaped form and fusing it together.
Returning Home
Just when I thought I was ready to really explore this new technique, I had to return to Japan. Once I was back, I worked day and night with glass, aiming for a triumphant solo exhibition. I started with a show in my hometown of Kiyose and did as many exhibitions as I could. I also collaborated with many artists, which led to new experiences and relationships.
Eventually, I was lucky enough to marry my wife, Hiroko. I dedicated myself to my exhibitions and my work with glass, while also trying to manage our daily life. My wife has gone through so much with me, but I have continued to do my best. I've also experienced many encounters and partings. Particularly the passing of my mentor, Mutsuo Inoue, who had been watching over me from afar for so long, and the death of my father, who had always supported me. Through all these encounters and partings, I never forgot my dream of a triumphant exhibition in Copenhagen.
Dream Come True
And now, that major life goal -a solo exhibition in Copenhagen- is finally becoming a reality. With this exhibition, I want to keep pushing myself to showcase my work internationally. I'm also currently the director of the Japan Glass Art Crafts Association, working alongside my peers. Although the start of Glass Art in Japan was later than in Europe and the US, I'm confident that our growth and the quality of our work are exceptional.
To all of you who are just starting out in the world of glass, I want to send this message: "Don't give up on your dreams. Face the challenges of your daily life, and believe in yourself to see it through." Because dreams are meant to be realised.
Min rejse mod at finde min egen stil – og de mennesker, der hjalp mig undervejs
Da jeg forberedte mig til kunstskolen, fokuserede jeg på grafisk design og todimensionelt udtryk.
Jeg begyndte på Tama Art University på Institut for Indretningsdesign, som i dag hedder Institut for Kunsthåndværk. På tredje år måtte jeg vælge mellem glas eller metalhåndværk, og jeg valgte uden tøven glas. Jeg ønskede at skabe færdige kunstværker hvor jeg stod for processen fra start til slut – og jeg ville virkelig gerne arbejde med farver.
På Tama Art University lærte jeg glaspustning. Jeg var utrolig heldig at blive undervist af to meget forskellige lærere, afdøde professor Itaru Ito og afdøde professor Yoshio Hamada.
Mit første møde med ovnformning
Jeg tog aldrig rigtig glaspustning til mig. Det, der virkelig fangede mig, var de brudstykker af farvet glas, som mine ældre medstuderende havde smidt ud i skolens affaldsbunke. ”Hvorfor smide noget så smukt væk?” tænkte jeg. Da jeg vaskede og genopvarmede dem, blev de til smukke, farverige glasplader. Den begejstring, jeg følte dengang, driver mig stadig i dag.
Mødet med min mentor
Mens jeg gik på Tama Art University, kom den berømte danske keramiker Finn Lynggaard til Japan sammen med en gruppe kunstnere for at holde en workshop. Dengang var det en banebrydende begivenhed. Det var her, jeg mødte min mentor, Mutsuo Inoue, og dette møde ændrede mit liv.
Efter at jeg blev færdig på Tama Art University, tog jeg til et glaspusteri i Tyskland sammen med Yoshihiko Takahashi, som var assistent på universitetet. Glaspusteriet arbejdede i bohemisk stil, hvilket var interessant, fordi jeg måtte lære mange nye teknikker – som f.eks. at holde glaspusterøret kun med venstre hånd – noget jeg aldrig havde oplevet i Japan.
Studier i udlandet og et vendepunkt
Efter min tid i Tyskland arbejdede jeg kortvarigt som assistent i Finn Lynggaards atelier i Danmark, før jeg vendte tilbage til Japan. Mutsuo, som boede i Danmark, gav mig et godt råd: “Næste gang du kommer, skal du ikke bare arbejde i et værksted. Tag den danske regerings stipendieeksamen og kom som studerende.” Jeg tog hans råd til mig.
Et par år senere vendte jeg tilbage til Danmark som stipendiat for at studere på Skolen for Brugskunst (nu Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole) og på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Jeg var fuld af ambitioner, men jeg kunne ikke finde min egen kunstneriske retning, så jeg prøvede mange forskellige ting, herunder at kombinere glas med andre materialer.
Inspirationen til min nuværende stil kom af en kæmpe fejl. Jeg forsøgte at smelte en stor glasplade over en form for at forme den til et fad, men så snart brændingsprocessen begyndte, hørte jeg et højt brag. Lyden af glasset, der splintrede, kunne høres på 30 meters afstand. Når jeg ser tilbage, var det en oplagt fejl – men denne fejl inspirerede mig til den teknik, jeg bruger i dag: at placere glasset i en kasseform og smelte det sammen.
Hjemkomsten
Netop som jeg troede, jeg var klar til at udforske denne nye teknik, måtte jeg vende tilbage til Japan. Tilbage i hjemlandet arbejdede jeg dag og nat med glas og arbejdede mod min første soloudstilling. Jeg begyndte med en udstilling i min hjemby Kiyose og deltog i så mange udstillinger som muligt. Jeg samarbejrede også med mange kunstnere, hvilket gav nye erfaringer og relationer.
I denne tid var jeg så heldig at møde og blive gift med min kone, Hiroko. Jeg dedikerede mig til mine udstillinger og mit arbejde med glas, samtidig med at jeg forsøgte at balancere vores dagligdag. Min kone har været igennem så meget sammen med mig, men jeg har fortsat gjort mit bedste. Jeg har også oplevet mange møder og afskeder – især tabet af min mentor, Mutsuo Inoue, som i så mange år havde fulgt mig på afstand, og min fars død, som altid havde støttet mig. Gennem alle disse møder og afskeder glemte jeg aldrig min drøm om en soloudstilling i København.
Drømmen går i opfyldelse
Og nu bliver dette store livsmål – en soloudstilling i København – endelig til virkelighed. Med denne udstilling ønsker jeg fortsat at udfordre mig selv og vise mine værker internationalt. Jeg er i dag også formand for Japan Glass Art Crafts Association, hvor jeg arbejder sammen med gode kolleger. Selvom glas-kunsten i Japan begyndte senere end i Europa og USA, er jeg overbevist om, at vores vækst og kvalitet er enestående.
Til alle jer, der netop er begyndt på jeres rejse i glassets verden, vil jeg sende denne hilsen: ”Giv aldrig op på jeres drømme. Mød hverdagens udfordringer, og tro på jer selv til det sidste. Fordi drømme er skabt til at blive realiseret.”
